Oprettet af Mette Tørslev den 03. november 2016

Akademiet blåstemples af ECHA

Pressemeddelelse

Akademiet for Talentfulde Unge trådte fredag officielt ind i ECHA – European Council of High Ability, en paraplyorganisation for professionelle europæiske talentcentre.

 

Ambitionerne for talentudviklingen er høje. Derfor er målsætningen i Akademiet for Talentfulde Unge at fastholde og videreudvikle positionen som en af landets førende udbydere af et højt profileret, bredt sammensat talentudviklingsprogram. Optagelsen i ECHA og modtagelsen af det prestigefyldte ECHA-certifikat er en anerkendelse af de gode resultater Akademiet for Talentfulde Unge har leveret gennem snart 10 år. ”Hver dag viser de unge talenter os i stigende grad, at de målrettet forfølger deres mål og drømme også selvom, det kan være krævende.

Vi er utrolig stolte over at blive en del af ECHA, og dermed være en del af det professionelle akademiske talentudviklingsmiljø i Europa, der understøtter Akadmiets vision om til hver en tid at tilbyde de bedst mulige vilkår for unge talenter i Danmark” udtaler Janne Hansen, sekretariatschef for Akademiet for Talentfulde Unge Syd.

Øget talentudvikling i Danmark

Den officielle godkendelse af Akademiet for Talentfulde Unge som nationalt talentcenter i Danmark giver adgang til et stærkt netværk af europæiske organisationer, samt højt kvalificeret viden, forskning og konkrete tiltag, som Akademiet for Talentfulde Unge kan benytte i egne programmer. Dette skaber et godt udgangspunkt for at sætte øget fokus på talentudvikling i Danmark. I en almen gymnasieklasse sidder gennemsnitligt to elever, der kan og vil mere med deres læring. For at sikre, at disse elever ikke bliver skoletrætte og demotiverede, er talentudvikling afgørende. Forskning viser samtidig, at talentudvikling er vigtig, fordi de talentfulde unge inspirerer klassekammerater, medstuderende og lærere. En styrket talentindsats er også et løft i bredden.

Kort om Akademiet for Talentfulde Unge

Akademiet for Talentfulde Unge består af tre landsdækkende afdelinger, der tilbyder et unikt og bredt program til talentfulde unge, som ønsker studieafklaring, nye kompetencer og faglige udfordringer. Målsætningen er at skabe de bedst mulige rammer for personlig og faglig udvikling og dermed medvirke til, at unge talenter får indfriet deres potentiale ved at tilbyde et bredt udvalg af stimulerende, inspirerende og viden baserede aktiviteter af høj kvalitet. Programmet er toårigt og starter 1. januar med indstilling og ansøgninger fra gymnasier og elever, som godkendes af ATU og afsluttes med et diplom.

Kort om ECHA

ECHA – European Council for High Ability – er et europæisk netværk, der har som målsætning at sætte en stærkere agenda for talentudvikling i internationalt regi baseret på professionelle nationale talentcentre, med mulighed for at trække på den seneste internationale viden og forskning om talentudvikling.

Hjemmeside: www.echa.info

FacebookFind os på facebook
linkedinVær en del af vores netværk